Hej virkelighed

.....

Hvorfor skal det være så svært?

Spørgsmålene fylder så meget, at jeg mister fokus og er ude af stand til at tænke klart. 

Det giver mening at blive her, hvis sidste gang virkelig var den sidste. 

Men det kan kun tiden vise og jeg er simpelthen så pissebange for at spilde mit liv på noget, som viser sig aldrig at kunne lade sig gøre. 

X bliver ved med at sige, at det ihvertfald ikke kan lade sig gøre, hvis jeg ikke tror på det. 

Men det er sgu nemmere sagt end gjort, når jeg dagligt er ved at blive ædt op af jalousi ved tanken om deres hyggesludder hen over frokostbordet på jobbet. 

Jeg føler stadig, at det, uderfra, ser ud som om, vi bliver sammen fordi andet er for uoverskueligt. 

Mange ville sige, at jeg bør være ligeglad med hvordan det ser ud udefra, men jeg er i den grad ydre styret og jeg ved sgu ikke hvordan jeg laver om på det lige nu. 

Jeg har brug for, at hele verden skal vide, at vi er sammen, fordi jeg er det bedste, der nogensinde er sket for ham. At han viser med alt hvad han er, at han er min. 

Jeg har brug for, at han tager afstand fra hende og tydeligt viser, at han skammer sig over at have været i nærheden af hende. 

For jeg har brug for, at vi ikke kan lide mennesker, der prøver at komme imellem os. 

Jeg har brug for, at vi ikke skal tænke, at hun er et godt og intelligent menneske eller en sød kollega, som er nem at flirte med. Og jeg har ikke brug for, at hun dagligt har hans opmærksomhed og derved bliver belønnet for sin manglende moral. 

Jeg har brug for, at han er vred på hende, fordi hun har gjort - og stadig gør - mig så ondt. 

Jeg ved godt, at det var ham, der gjorde det - at det er et spørgsmål om hans moral. 

At det er ham, jeg skal bebrejde og være vred på. 

Det var ham, der tog beslutningen om, endnu en gang at påføre mig så meget smerte, at jeg stadig, halvanden måned efter, græder mig selv i søvn. 

Jeg ved godt, at det var hans valg. 

Men jeg elsker ham og vil så gerne kunne være sammen med ham altid og det kan jeg ikke, hvis jeg skal blive ved med at være vred på ham. 

Hvor skal jeg gøre af vreden, hvis den hverken skal rettes indad eller mod ham eller hende? 

Har virkelig brug for et klarsyn snart.

Skam dig..

... din selvsmagende møgso!

Du lader til at være verdens største kliché og jeg har ingen respekt for noget af det, du har valgt at bruge dit liv på.

Og ja, fuck da søstersolidariteten. Du fortjener den ikke.
Tvivler faktisk på, du ved hvad solidaritet er - det er jo ikke noget man opererer med i de kredse, du bevæger dig i.

Selvom du fik lov til at ødelægge alt for mig, må du ikke tro, at jeg vil hævne mig ved at ødelægge noget for dig.

Jeg vil blot læne mig tilbage og vente på, at karma fucker dig helt op...

Av..

...hvor gør det ondt indeni.

X er sød og gør hvad han kan for at få styr på sine ting.
Men jeg er helt igennem udmattet og ked af det -  og er begyndt at foretage mig ting, som slet ikke gør noget bedre.

Det er som om det hele bliver vendt indad nu - lige som jeg gik og troede, jeg var i stand til at se det som noget uden for mig selv, er det blevet til giftige følelser og billeder indeni. 

Følelser, som holder mig vågen om natten og fylder hele min dag med tårer og håbløshed. 

Mit sind flyder over af destruktive tanker og det resulterer i ikke gennemtænkte udtalelser, som skubber os endnu længere fra hinanden.

Er nu nået til Googles billedresultater i min søgen efter en vej ud af - eller igennem - dette forbandede mareridt....

Billedet er lånt fra hjemmesiden http://www.gadeniveau.dk/2009/10/utroskab/

Tadaaa! 

En ny virkelighed

Det er det, der skal til.

Havde en rigtig god dag med X i søndags. 

Jeg afspillede en lydbog for ham, som handler om utroskab og om at være sig selv utro ved at holde fast i de samfundsskabte idealer om det gode parforhold. 

Bogen er skrevet af en kvinde, som efter at have været sin partner utro fandt ud af, at hun var polyamorøs. 

Den satte tanker i gang hos os begge to og var et godt grundlag for en samtale, som varede resten af dagen. Der blev sagt ting, som var svære at høre, men det var ærligt - hudløst, faktisk. 

Jeg øver mig i øjeblikket i, ikke længere at være bange for sandheden - vil trods alt hellere forholde mig til det, der i virkeligheden er, end at lukke øjnene og leve med løgnene. 

Men mit ego skriger efter at finde ro i følelsen af at være den eneste ene og at vide, at jeg aldrig mere skal dele X med andre, men jeg er nødt til at forholde mig til det. 

Han ved ikke selv om det er sådan, det skal være, men vi fik talt om det og det er en start. 

Måske har jeg en mand, som har lyst til mere. 

Ikke på den måde, at han vil have flere kærester, men måske har han behov for at kunne erobre smukke kvinder resten af sit liv. 

Hvis det er tilfældet, vil jeg forholde mig til det og måske være i stand til at give slip på drømmen om, at jeg kan give ham alt hvad han ønsker sig her i livet. 

Måske skal jeg begynde at betragte kærligheden og parforholdet på en ny og mere nuanceret måde.

Se, det er en ny virkelighed og måske findes der også noget godt i den for mig. 

Fra hjemmesiden  http://utroskab.org/

Hate the sin, love the sinner..

Tak, Gandhi - my man!