Hej virkelighed

.....

Hvorfor skal det være så svært?

Spørgsmålene fylder så meget, at jeg mister fokus og er ude af stand til at tænke klart. 

Det giver mening at blive her, hvis sidste gang virkelig var den sidste. 

Men det kan kun tiden vise og jeg er simpelthen så pissebange for at spilde mit liv på noget, som viser sig aldrig at kunne lade sig gøre. 

X bliver ved med at sige, at det ihvertfald ikke kan lade sig gøre, hvis jeg ikke tror på det. 

Men det er sgu nemmere sagt end gjort, når jeg dagligt er ved at blive ædt op af jalousi ved tanken om deres hyggesludder hen over frokostbordet på jobbet. 

Jeg føler stadig, at det, uderfra, ser ud som om, vi bliver sammen fordi andet er for uoverskueligt. 

Mange ville sige, at jeg bør være ligeglad med hvordan det ser ud udefra, men jeg er i den grad ydre styret og jeg ved sgu ikke hvordan jeg laver om på det lige nu. 

Jeg har brug for, at hele verden skal vide, at vi er sammen, fordi jeg er det bedste, der nogensinde er sket for ham. At han viser med alt hvad han er, at han er min. 

Jeg har brug for, at han tager afstand fra hende og tydeligt viser, at han skammer sig over at have været i nærheden af hende. 

For jeg har brug for, at vi ikke kan lide mennesker, der prøver at komme imellem os. 

Jeg har brug for, at vi ikke skal tænke, at hun er et godt og intelligent menneske eller en sød kollega, som er nem at flirte med. Og jeg har ikke brug for, at hun dagligt har hans opmærksomhed og derved bliver belønnet for sin manglende moral. 

Jeg har brug for, at han er vred på hende, fordi hun har gjort - og stadig gør - mig så ondt. 

Jeg ved godt, at det var ham, der gjorde det - at det er et spørgsmål om hans moral. 

At det er ham, jeg skal bebrejde og være vred på. 

Det var ham, der tog beslutningen om, endnu en gang at påføre mig så meget smerte, at jeg stadig, halvanden måned efter, græder mig selv i søvn. 

Jeg ved godt, at det var hans valg. 

Men jeg elsker ham og vil så gerne kunne være sammen med ham altid og det kan jeg ikke, hvis jeg skal blive ved med at være vred på ham. 

Hvor skal jeg gøre af vreden, hvis den hverken skal rettes indad eller mod ham eller hende? 

Har virkelig brug for et klarsyn snart.

Skam dig..

... din selvsmagende møgso!

Du lader til at være verdens største kliché og jeg har ingen respekt for noget af det, du har valgt at bruge dit liv på.

Og ja, fuck da søstersolidariteten. Du fortjener den ikke.
Tvivler faktisk på, du ved hvad solidaritet er - det er jo ikke noget man opererer med i de kredse, du bevæger dig i.

Selvom du fik lov til at ødelægge alt for mig, må du ikke tro, at jeg vil hævne mig ved at ødelægge noget for dig.

Jeg vil blot læne mig tilbage og vente på, at karma fucker dig helt op...