Hej virkelighed

.....

Hvorfor skal det være så svært?

Spørgsmålene fylder så meget, at jeg mister fokus og er ude af stand til at tænke klart. 

Det giver mening at blive her, hvis sidste gang virkelig var den sidste. 

Men det kan kun tiden vise og jeg er simpelthen så pissebange for at spilde mit liv på noget, som viser sig aldrig at kunne lade sig gøre. 

X bliver ved med at sige, at det ihvertfald ikke kan lade sig gøre, hvis jeg ikke tror på det. 

Men det er sgu nemmere sagt end gjort, når jeg dagligt er ved at blive ædt op af jalousi ved tanken om deres hyggesludder hen over frokostbordet på jobbet. 

Jeg føler stadig, at det, uderfra, ser ud som om, vi bliver sammen fordi andet er for uoverskueligt. 

Mange ville sige, at jeg bør være ligeglad med hvordan det ser ud udefra, men jeg er i den grad ydre styret og jeg ved sgu ikke hvordan jeg laver om på det lige nu. 

Jeg har brug for, at hele verden skal vide, at vi er sammen, fordi jeg er det bedste, der nogensinde er sket for ham. At han viser med alt hvad han er, at han er min. 

Jeg har brug for, at han tager afstand fra hende og tydeligt viser, at han skammer sig over at have været i nærheden af hende. 

For jeg har brug for, at vi ikke kan lide mennesker, der prøver at komme imellem os. 

Jeg har brug for, at vi ikke skal tænke, at hun er et godt og intelligent menneske eller en sød kollega, som er nem at flirte med. Og jeg har ikke brug for, at hun dagligt har hans opmærksomhed og derved bliver belønnet for sin manglende moral. 

Jeg har brug for, at han er vred på hende, fordi hun har gjort - og stadig gør - mig så ondt. 

Jeg ved godt, at det var ham, der gjorde det - at det er et spørgsmål om hans moral. 

At det er ham, jeg skal bebrejde og være vred på. 

Det var ham, der tog beslutningen om, endnu en gang at påføre mig så meget smerte, at jeg stadig, halvanden måned efter, græder mig selv i søvn. 

Jeg ved godt, at det var hans valg. 

Men jeg elsker ham og vil så gerne kunne være sammen med ham altid og det kan jeg ikke, hvis jeg skal blive ved med at være vred på ham. 

Hvor skal jeg gøre af vreden, hvis den hverken skal rettes indad eller mod ham eller hende? 

Har virkelig brug for et klarsyn snart.

Skam dig..

... din selvsmagende møgso!

Du lader til at være verdens største kliché og jeg har ingen respekt for noget af det, du har valgt at bruge dit liv på.

Og ja, fuck da søstersolidariteten. Du fortjener den ikke.
Tvivler faktisk på, du ved hvad solidaritet er - det er jo ikke noget man opererer med i de kredse, du bevæger dig i.

Selvom du fik lov til at ødelægge alt for mig, må du ikke tro, at jeg vil hævne mig ved at ødelægge noget for dig.

Jeg vil blot læne mig tilbage og vente på, at karma fucker dig helt op...

Av..

...hvor gør det ondt indeni.

X er sød og gør hvad han kan for at få styr på sine ting.
Men jeg er helt igennem udmattet og ked af det -  og er begyndt at foretage mig ting, som slet ikke gør noget bedre.

Det er som om det hele bliver vendt indad nu - lige som jeg gik og troede, jeg var i stand til at se det som noget uden for mig selv, er det blevet til giftige følelser og billeder indeni. 

Følelser, som holder mig vågen om natten og fylder hele min dag med tårer og håbløshed. 

Mit sind flyder over af destruktive tanker og det resulterer i ikke gennemtænkte udtalelser, som skubber os endnu længere fra hinanden.

Er nu nået til Googles billedresultater i min søgen efter en vej ud af - eller igennem - dette forbandede mareridt....

Billedet er lånt fra hjemmesiden http://www.gadeniveau.dk/2009/10/utroskab/

Tadaaa! 

En ny virkelighed

Det er det, der skal til.

Havde en rigtig god dag med X i søndags. 

Jeg afspillede en lydbog for ham, som handler om utroskab og om at være sig selv utro ved at holde fast i de samfundsskabte idealer om det gode parforhold. 

Bogen er skrevet af en kvinde, som efter at have været sin partner utro fandt ud af, at hun var polyamorøs. 

Den satte tanker i gang hos os begge to og var et godt grundlag for en samtale, som varede resten af dagen. Der blev sagt ting, som var svære at høre, men det var ærligt - hudløst, faktisk. 

Jeg øver mig i øjeblikket i, ikke længere at være bange for sandheden - vil trods alt hellere forholde mig til det, der i virkeligheden er, end at lukke øjnene og leve med løgnene. 

Men mit ego skriger efter at finde ro i følelsen af at være den eneste ene og at vide, at jeg aldrig mere skal dele X med andre, men jeg er nødt til at forholde mig til det. 

Han ved ikke selv om det er sådan, det skal være, men vi fik talt om det og det er en start. 

Måske har jeg en mand, som har lyst til mere. 

Ikke på den måde, at han vil have flere kærester, men måske har han behov for at kunne erobre smukke kvinder resten af sit liv. 

Hvis det er tilfældet, vil jeg forholde mig til det og måske være i stand til at give slip på drømmen om, at jeg kan give ham alt hvad han ønsker sig her i livet. 

Måske skal jeg begynde at betragte kærligheden og parforholdet på en ny og mere nuanceret måde.

Se, det er en ny virkelighed og måske findes der også noget godt i den for mig. 

Fra hjemmesiden  http://utroskab.org/

Hate the sin, love the sinner..

Tak, Gandhi - my man!

Hvad blev der af respekten?

.....for ikke at tale om søstersolidariteten?

Hvad sker der for, at pigen, som eftersigende er et godt menneske(!), kan finde på at være sammen med en fyr velvidende, at han har en kæreste?

Han har muligvis ført an og været ikke så lidt charmerende, men come on for helvede.. Jeg kommer aldrig til at forstå det. 

Bad om navnet på hende aka firmakussen i dag. 

Fik det på en sammenfoldet post-it og det krævede tilløb og et par smøger før jeg kunne kigge på den...og sætte ild til den. 

Havde googlet mig frem til to kandidater fra kontoret og på sedlen stod selvfølgelig navnet på den pæneste. Fuckingfuck! 

Men nu ved jeg det og sådan skulle det være.

Jeg ved også, at hun formentlig fortryder. At hun har sagt, at hun ikke håber, det har ødelagt for meget herhjemme (really?!). 

Forsøger at fokusere på den lille smule medmenneskelighed, der ligger i det udsagn.......pfff!!!

/ Y

Nytårstanker

Så gik der nogle uger. 

X startede på arbejde igen og jeg meldte mig syg til de eksamener, jeg skulle op til. 

I et forsøg på at samle mig selv op, skrev jeg denne mail til de veninder, som står mig nærmest.

Kære dejlige veninder,

Godt nytår!

Her kommer en laaang mail med en status på mit liv. 

I skal læse den når I har tid og ikke stresse over at svare tilbage. Jeg har bare brug for, at I ved hvor jeg er:-)

Jeg skriver til jer, fordi jeg har lyst til at fortælle jer, hvor meget I betyder for mig og fordi jeg savner jer. 

2011 har været et meget udfordrende år for mig. Jeg har knoklet som en gal for at få fat i mig selv - ved hjælp af body sds-behandlinger, psykologsamtaler og vigtigst af alt, tror jeg, tid og ro til refleksion. 

Jeg har haft brug for at lukke mig inde i en osteklokke og det har betydet, at jeg slet ikke har set jer, så meget som jeg gerne ville. Det har været hårdt, men nødvendigt. 

2011 var også året, hvor jeg blev svigtet af de to mænd, der betyder mest for mig. 

I sommer måtte jeg tage en kæmpe konfrontation med min far og bede ham om at respektere mine grænser. Det er første gang, jeg har gjort det og det resulterede i en stor forløsning og indsigt i nogle negative strukturer, jeg er en del af og endelig er ved at bryde ud af. 

Men det har også betydet, at jeg stort set ingen kontakt har til den del af min familie. 

Umiddelbart efter den episode, var X mig utro og det medførte den mest udfordrende, følelsesmæssige 

rutchebanetur jeg nogensinde har oplevet - og jeg har jo efterhånden været på en del. 

Det var virkelig hårdt arbejde at finde tilbage til glæden og nærværet, men det lykkedes for mig i starten af december - på en ny og dybere måde denne gang. 

Men det var desværre kun en kortvarig ro, for han var ikke i stand til det samme. 

Og vær nu forberedt på, at jeg smider den sidste nytårsbombe...

Han har gjort det igen. Med en kollega til en julefrokost. Yes. 

Jeg pakkede mine ting og rykkede hjem til min familie med min hund og mine bøger. 

Var vred, såret og sindssygt skuffet, men havde samtidig en følelse af, til forskel fra første gang, at det intet havde med mig at gøre. 

Jeg havde gjort hvad jeg kunne for at få forholdet til at fungere igen og han havde overbevist mig om, at han var på rette vej i forhold til at få styr på sine dæmoner. 

Konklusionen var, at han ikke kun lyver for mig, men i høj grad for sig selv og nu har han også sørget for, at hans arbejdsplads ikke længere kan være hans gemmested. 

Pludselig fik jeg et klarsyn og en følelse af uendelig frihed. For jeg kan ikke hjælpe mennesker, der grundlæggende er ødelagte indeni, før de selv når et punkt hvor de er i stand til at skabe den forandring, som er nødvendig. Og det gælder både X og min far. 

Det gik op for mig, at jeg godt kan undvære ham - jeg kan godt give slip, for jeg fortjener ikke den smerte, som intet har med mig at gøre - det var en vigtig erkendelse. 

Men jeg ville ikke give slip på troen på, at vi kan hvad vi vil og at vi skaber vores virkelighed med de valg vi træffer hver eneste dag. 

X bærer på en tung bagage af smerte fra sin fortid og vores forhold har, i alle årene, været præget af en utryghed og usikkerhed, som han har haft indeni. 

Den er kommet op til overfladen nu, i form af de klamme handlinger, han har valgt at gøre til en del af vores historie, men det er blevet synligt nu, at han har brug for hjælp og at den udvikling, han skal igennem er nødvendig og skal tages alvorligt. 

Han har været der for mig og rummet mig som ingen andre og jeg har taget en beslutning om at prøve at være der for ham. Jeg ved ikke om jeg kan, men jeg gør et forsøg. 

Min oldemor gav engang min mormor et råd, da hun valgte at flytte fra sit hjemland til Danmark med min skrupskøre morfar. " Tager du fanden på ryggen, må du bære ham" 

Og det gjorde hun til sin alt for tidlige død. 

Jeg vil ikke bære X. Han skal arbejde hårdt og stå selv. Så længe han gør det, kan jeg være ved hans side. 

Størst af alt, er kærligheden og den fylder så meget lige her midt i vores kaos. 

Jeg elsker ham og vælger - hver eneste dag. 

Livet har så mange dimensioner og smerten har været en alt for stor del af mit i alt for mange år. 

2012 skal derfor være glædens år, hvor jeg giver mig selv lov til at være glad - helt glad indeni. 

Jeg håber, I vil være en del af glæden og at vi kan finde tid til en masse dejlige middage, dans, musik og lange samtaler. 

Og jeg håber, I har haft en dejlig jul og et fantastisk nytår og at I nyder livet og udfordringerne i fulde drag. 

Kærlighed og tanker, 

/ Y

Blondinerne..

Vågnede midt i et angstanfald udløst af et mareridt.

Havde en tid hos frisøren kl.11.

Skulle have mit mørke hår og mig selv tilbage igen. Har brugt halvandet år på at blive lyshåret, men nu var det nok.

X tænder på blondiner og har kun været sammen med lyshårede piger.

Hans familie og omgangskreds gjorde et stort nummer ud af at fortælle mig om det, da vi blev kærester.

I lang tid gjorde det mig meget usikker.

Til sidst tog jeg en beslutning om, ikke længere at være bange for, at han skulle møde en blondine, han ikke kunne modstå og besluttede mig derfor, mere eller mindre ubevidst, for, selv at blive til en.

Men det har ikke gjort nogen forskel.

Han knepper dem jo alligevel, når han har lyst til det. Og så kan jeg sidde hjemme i sofaen med mine udvoksninger og føle mig som en fiasko.

Det handler om at stå ved sig selv og min idé om at blive noget, jeg aldrig bliver, var misforstået.

Nu er mit mørke hår tilbage igen og det føles bedre.

X havde en akuttid hos sin psykolog i dag og havde det, som han sagde, 3000 gange bedre med sig selv, da vi mødtes sidst på eftermiddagen.

Spurgte lidt ind til hvad de havde talt om. Det var noget i retning af, at X skal være mere overbærende med sig selv, ikke tage mine reaktioner på hans handlinger ind og huske, at han jo ikke har slået nogen ihjel.

Næ, det har han vel ikke. Kun næsten.

Det føles ihvertfald ikke som om, jeg er særlig levende længere. Kan ikke holde ud at se mig selv i spejlet, væmmes ved tanken om ham, der tænder så sindssygt på en anden, at han for alt i verden må knalde hende. Uden beskyttelse, vel at mærke. Det skal jo være så klamt som muligt.

Psykologen og X havde også talt om, at han skulle tilbage på kontoret. Fredag, måske. For bare lige at vise flaget inden jul.

Tror, det bliver meget ubehageligt at sidde hjemme og tænke på hvordan han skal udveksle indforståede blikke med firmakussen og komme med frisk-fyr-kommentarer til den sladder, der uundgåeligt kører om ham og hende om hvor, hvordan og hvor meget.

Jeg ved, til forskel fra sommereskapaden, intet om pigen. Men jeg forestiller mig meget og har mange ubehagelige billeder i mit hovede.

Ved faktisk ikke om jeg kan være her længere.

/ Y

En gang til..

Så kollapsede korthuset endnu en gang. 

Jeg var alene i lejligheden, da jeg vågnede. Hunden havde tisset på gulvet og væltede forvirret rundt om benene på mig, da jeg rystende greb telefonen og kom igennem til ham.

” Nej, nej, nej…ikke igen?” fik jeg fremstammet. ”….jo” svarede han.

Korthusets fundament var ugerne forinden endelig ved at finde balancen. Troede jeg.

Jeg havde taget en beslutning om at blive hos ham efter sommerens ydmygelse. Arbejdede hårdt på at tilgive og give slip på smerten. 

At forstå, at livet har mange dimensioner og at størst af alt, er kærligheden.

Men det var ikke slut. Jeg skulle endnu en gang sidde en sen nattetime og mærke uroen overtage mit sind og kæmpe som en gal for at holde angsten på afstand.

Dagen inden julefrokosten på arbejdet, satte han mig ned på sofaen og overbeviste mig om, at han havde fat i sig selv og at jeg kunne være helt rolig.

Det handler ikke om hvad alkohol gør ved mig, men om, hvor jeg er indeni. Og jeg har bedre fat i mig selv nu, end nogensinde før, sagde han flere gange.

Jeg skrev en besked omkring kl.03 natten til lørdag Lidt i fire havde jeg stadig ikke fået svar og jeg ringede. Flere gange. Han tog den ikke.

Han havde nemlig glemt mig og var i gang med at ordne en firmakusse.

Til sidst tog han den. Lød lidt forvirret, men sagde at han var glad og på vej hjem. Han var blevet lidt for fuld, men havde haft en rigtig, rigtig god aften.

Vi talte i ti minutters tid og jeg prøvede at skjule min ængstelse og være den omsorgsfulde kæreste, der talte om natmad og hyggedag i morgen.

Gik en tur med hunden i regnen, indtil taxaen kom kørende og satte ham af.

Jeg havde håbet, at jeg ville blive mødt af en smilende og kærlig mand, som var glad for at være hjemme. Havde håbet på, at oplevelsen kunne blive et plus på tillidskontoen, så vi ville være en bytur tættere på at være der hvor vi gerne ville være.

Men han kunne ikke genkende mig. Måtte vinke og gå helt tæt på ham før, han kunne se, det var mig.

På vej op med elevatoren kiggede han ikke på mig. Da vi kom ind i lejligheden, satte han sig i sofaen, mumlede noget om en sms fra en ven, der skal være far og faldt i søvn.

Jeg lagde mærke til lynlåsen i hans bukser og tænkte, at der var sket noget med den i aften. 

Viftede tanken væk og fik ham ind i seng.

Da jeg lå ved siden af ham, kørte billedet af lynlåsen rundt på nethinden og jeg bad ham om at sige til, hvis der var noget jeg skulle vide. Hellere nu end i morgen. Han mumlede noget med nej, nej, tog fat i min hånd og rykkede tættere på mig.

Da jeg vågnede var han væk.

/ Y