En gang til..

Så kollapsede korthuset endnu en gang. 

Jeg var alene i lejligheden, da jeg vågnede. Hunden havde tisset på gulvet og væltede forvirret rundt om benene på mig, da jeg rystende greb telefonen og kom igennem til ham.

” Nej, nej, nej…ikke igen?” fik jeg fremstammet. ”….jo” svarede han.

Korthusets fundament var ugerne forinden endelig ved at finde balancen. Troede jeg.

Jeg havde taget en beslutning om at blive hos ham efter sommerens ydmygelse. Arbejdede hårdt på at tilgive og give slip på smerten. 

At forstå, at livet har mange dimensioner og at størst af alt, er kærligheden.

Men det var ikke slut. Jeg skulle endnu en gang sidde en sen nattetime og mærke uroen overtage mit sind og kæmpe som en gal for at holde angsten på afstand.

Dagen inden julefrokosten på arbejdet, satte han mig ned på sofaen og overbeviste mig om, at han havde fat i sig selv og at jeg kunne være helt rolig.

Det handler ikke om hvad alkohol gør ved mig, men om, hvor jeg er indeni. Og jeg har bedre fat i mig selv nu, end nogensinde før, sagde han flere gange.

Jeg skrev en besked omkring kl.03 natten til lørdag Lidt i fire havde jeg stadig ikke fået svar og jeg ringede. Flere gange. Han tog den ikke.

Han havde nemlig glemt mig og var i gang med at ordne en firmakusse.

Til sidst tog han den. Lød lidt forvirret, men sagde at han var glad og på vej hjem. Han var blevet lidt for fuld, men havde haft en rigtig, rigtig god aften.

Vi talte i ti minutters tid og jeg prøvede at skjule min ængstelse og være den omsorgsfulde kæreste, der talte om natmad og hyggedag i morgen.

Gik en tur med hunden i regnen, indtil taxaen kom kørende og satte ham af.

Jeg havde håbet, at jeg ville blive mødt af en smilende og kærlig mand, som var glad for at være hjemme. Havde håbet på, at oplevelsen kunne blive et plus på tillidskontoen, så vi ville være en bytur tættere på at være der hvor vi gerne ville være.

Men han kunne ikke genkende mig. Måtte vinke og gå helt tæt på ham før, han kunne se, det var mig.

På vej op med elevatoren kiggede han ikke på mig. Da vi kom ind i lejligheden, satte han sig i sofaen, mumlede noget om en sms fra en ven, der skal være far og faldt i søvn.

Jeg lagde mærke til lynlåsen i hans bukser og tænkte, at der var sket noget med den i aften. 

Viftede tanken væk og fik ham ind i seng.

Da jeg lå ved siden af ham, kørte billedet af lynlåsen rundt på nethinden og jeg bad ham om at sige til, hvis der var noget jeg skulle vide. Hellere nu end i morgen. Han mumlede noget med nej, nej, tog fat i min hånd og rykkede tættere på mig.

Da jeg vågnede var han væk.

/ Y